NY SÆRUDSTILLING
I århundreder lå en af verdenshistoriens store civilisationer skjult under junglen. Først i nyere tid dukkede spor fra et forsvundet rige op i Mexico. Mellem træer og lianer var hieroglyffer med slangehoveder udhugget i sten. De var spor fra Slangedynastiet – mayaernes mægtigste rige.
Nu følger vi sporene ind under junglen.
Oplev særudstillingen 'Maya – riget under junglen' fra 9. oktober 2026 til 8. august 2027.

"Alt fungerer i et forbilledligt spændingsfelt mellem teknologi og ren oplevelse af objekter og genstande samt en blændende formidling af historien om mayafolket."
Kulturinformation
"Fascinerende jademasker og smukt kunsthåndværk i eksklusiv mayaudstilling på Moesgaard."
Jyllands-Posten
"Udstillingen ender i et rum med fantastiske jademasker, som nu for første gang kan ses offentligt."
Weekendavisen
Den klassiske mayaperiode, ca. 250-900 e.v.t.
I særudstillingen tager vi fra Moesgaard til Mexico.
Maya-civilisationen udviklede sig uden indflydelse fra andre kontinenter i kulturområdet Mesoamerika. Kulturen bredte sig over nutidens Mexico, Guatemala, Belize og dele af Honduras og El Salvador.
Mayaerne skrev sig ind i verdenshistorien med et avanceret skriftsystem, tidsregning, jademasker og en imponerende evne til at tilpasse sig gennem 3000 år.
De byggede storslåede byer, tempelpyramider og paladser. De troede på guddommelige herskere og dyrkede afgrøder, som stadig sætter kulør på kulinariske smagsoplevelser den dag i dag.

Fortællingen begynder i junglen i nutidens Mexico. Her finder I spor fra Slangedynastiet – det mægtigste rige i maya-civilisationen – som fører jer ind i storhedstiden fra ca. 250-900 e.v.t.
I går gennem frodige majsmarker og når frem til storbyen Calakmul. Her udforsker I Slangedynastiets palads og tempelpyramiden. Dybt inde i templet står I ansigt til ansigt med uvurderlige og magiske skatte: jademasker med evigt liv.
Fortælingen berører temaer som tro, tillid og magt – mellem en befolkning og en hersker, mellem kulturen og naturen, og mellem mennesker og guder.

Særudstillingen er en fortælling for alle, der er nysgerrige på verdenshistorien.
I kan udforske mayaernes verden gennem tekst, lyd, billeder, scenografi, video, spil og fascinerende fund fra fortiden.
I kan følge mayaernes slangehieroglyf gennem udstillingen og få 'Den store fortælling' om mayaerne og riget under junglen.
I kan fordybe jer i 200 genstande fra den klassiske mayaperiode.
I kan opleve mayaernes farverige historie i sanselige og scenograferede udstillingsrum.













Særudstillingen bygger på den nyeste forskning om den klassiske mayaperiode, ca. 250-900 e.v.t.
I Maya – riget under junglen er en af Danmarks førende eksperter i mayakulturen med som guide.
Jesper Nielsen, ph.d. og lektor i Mesoamerikastudier på Københavns Universitet, deler ud af sin egen og mexicanske forskerkollegaers viden på digitale skærme gennem hele udstillingen.
Moesgaards udstillinger er kurateret og skabt i samarbejde med førende eksperter i verdenshistoriske perioder, fund og menneskets fortællinger.

I 1922 tager den danske eventyrer Frans Blom på opdagelsesrejse i Mexico. Han kommer på sporet af tempelpyramider i junglen, og snart står det klart, at en storslået civilisation ligger skjult under høje træer og hængende lianer.
I dokumentaren Maya – på opdagelse under junglen følger vi i Frans Bloms fodspor til Mexico. Mayaekspert Jesper Nielsen og Moesgaards Jonas Bransholm rejser ind i junglen for at udforske mayaernes verden.


